Rejsebureauet Adventure Holdidays i Starup har udvidet "rejsefamilien" år efter år. 360 gæster har meldt deres ankomst ved fredagens jubilæums-fest på Hotel Harmonien i Haderslev.
STARUP: Da Lone Holm-Tygesen i 2008 kvittede et job som filialdirektør i det daværende Sparbank i Haderslev for at åbne sit eget rejsebureau var det som "at hoppe ud på dybt vand".
- Mange rystede sikkert lidt på hovedet af mig dengang, siger den i dag 56-årige Lone Holm-Tygesen.
I dag kan man vel sige, at en livsdrøm er gået og opfyldelse - både for Lone og hendes mand, den 60-årige Ole Fryd Jensen, der i fjor også vinkede farvel til sit job i bankverdenen for at kunne hellige sig Adventure Holidays 100 procent.
- Vi havde aldrig drømt om, at vi skulle leve af det her, og vi nyder det hver eneste dag. Det er jo et privilegium at få lov til at rejse med så mange glade mennesker og give dem en oplevelse for livet, konstaterer Lone og Ole, som har et kæmpe netværk ude i verden.
Hvert år sender Adventure Holidays fra Starup ved Haderslev mere end 600 glade gæster på rundrejse til de flotteste og mest eksotiske steder på alle kontingenter i hele verden.
Gæsterne er typisk omkring 60 år og opefter.
I starten kom gæstene primært fra Sønderjylland, men i dag kommer gæsterne fra hele Danmark.
- Alle vores rejser har et stort aktivitetsprogram, to guider fra Danmark samt det forhold, at "alt er med i prisen - kun lommepengene mangler", fortæller Lone og Ole.
Deres koncept er noget anderledes end, hvad de fleste andre rejsebureauer kan tilbyde, og det tiltaler aldersgruppen, der gerne vil være aktive sammen med andre.
Samtidig føles det trygt og godt at rejse langt ud i verden med Lone og Ole, og der bliver knyttet mange nye venskaber.
Parret holder møder med gæsterne både før og efter rejserne.
Det sociale samvær er i højsædet.
Man rejser ud som en gruppe og får nogle unikke natur-oplevelser, som andre rejsebureauer ikke kan tilbyde i samme omfang, fordi de ikke har det samme netværk ude på destinationerne, som Lone og Ole har opbygget på deres mange rejser rundt i verden.
- Nogle har forsøgt at kopiere vores koncept, men det er ikke lykkedes dem endnu, fortæller Lone med et smil.
Hun er inde i alle detaljerne omkring turene, for eksempel også omkring maden, som rejsebureauet også får stor ros for af deres gæster.
En aktiv ferie med vandrerture i naturen kræver en ordentlig kost, og derfor er der altid et rullende køkken med i bussen på rejserne hos Adventure Holidays.
- I stedet for at læsse gæsterne af ved en eller andet fastfood-restaurant ved landevejen, så finder vi et dejligt sted i naturen for eksempel ved en flot sø, og så ruller vi ellers køkkenet ud og får de rødternede duge ud på bordene. Maden har vi selv handlet ind, og det er lækkert lokalt mad. Gæsterne elsker det og synes, at det er så hyggelig. De siger: - Vi er jo som en stor familie, fortæller Lone.
-
Adventure Holidays blev etableret tilbage i 2008 af Lone Holm-Tygesen.Lone havde i mere 25 år været i den finansielle sektor og rejst meget rundt omkring i verden i ferier og fritid med hendes mand Ole Fryd Jensen og deres to drenge Kasper og Rasmus. Familien havde bl.a. i år 2000 været otte uger på New Zealand og kørt mere end 7500 km.
Lone blev i 2005 kontaktet af Karen og Mogens Bollesen fra gymnastikholdet GYS-87, som består af tidligere Ollerup gymnaster fra Fyn og Jylland. Gymnasterne var i alderen 35-70 år og havde til formål at se verden og lave gymnastik og folkedans.
GYS-87 ville til New Zealand i 2006 og manglede en rejseleder, som kunne lave deres tur og opvisninger Down Under. GYS-87 holdets tur til New Zealand blev en kæmpestor succes - og mange hørte om turen hjemme i Danmark. Haderslev Ugeavis hørte også om turen med gymnasterne og kontaktede Lone for at høre om hun ville lave en læserrejse for Ugeavisen. Interessen for læserrejsen til New Zealand var så stor, at det blev lavet to læserrejser i henholdsvis 2007 og 2008.
Lone var på daværende tidspunkt filialdirektør i Sparbank i Nørregade i Haderslev. Rejserne til New Zealand i 2006 og 2007 gav Lone "blod på tanden"
Hvorfor hun besluttede sig for at kvitte jobbet som filialdirektør og "skifte spor" i august 2008.
Lone startede Adventure Holidays alene og helt fra bunden med en blyant og en bar blok hjemme i privaten på Ærøvej i Starup i et lille børneværelse.
Siden starten har Adventure Holidays stille og roligt udviklet sig med mange nye og spændende rejsemål rundt omkring i hele verden. Her kan blandt andet nævnes, Canada, Chile, Brasilien, Island, Ecuador og Galapagos.
Adventure Holidays har fortsat kontor på Ærøvej i Starup. I dag er der udover Lone og Ole yderligere tre fastansatte i firmaet.
Rigtig mange stamgæster
Hun er selv er med som rejseleder på rigtig mange af rejserne og har omkring 200 rejsedage om året - Ole har omkring det halve antal.
Alle rejsemål har parret selv udviklet sammen med deres store netværk rundt omkring i verden.
- Vi har mange lokale guider og hjælpere på vore ture, heriblandt flere danskere som har bosat sig i Californien, Australien, Canada og Argentina. Kendetegnet ved dem alle er, at de har en stor viden om lokale forhold og skabt sig en spændende tilværelse de pågældende steder. Vores netværk rundt på destinationerne gør, at vi kan tilbyde vores gæster nogle helt unikke oplevelser, som andre turister på destinationerne ikke får, fortæller Lone og Ole.
Alle deres rejser er stort set udsolgte.
- Vi har rigtig mange gæster som er stamgæster. De har været med på fire-seks ture og enkelte gæster har været med på alle vore ture, fortæller Lone og Ole.
At rejse ud i verden og møde de mange lokale guider og hjælpere er som at komme ud og besøge "gode venner og familie", føler Lone og Ole.
Sådan har parret det også med deres mange stamgæster.
360 af dem har tilmeldt sig bureauets jubilæumsfest fredag den 21. september på Hotel Harmonien. Dagen byder på et stort program med både kaffebord, festmiddag og masser af underholdning blandt andet et show med gymnastik-holdet Gys 87, der var med til at starte det hele tilbage i 2008.
- H.C. Andersen sagde: At rejse er at leve. Men når man gør det, skal man også have en oplevelse for livet, og det vil vi give vores gæster, fastslår Lone og Ole, som har en ny rejse-destination på programmet i 2019.
- Vi har fået en invitation fra kongen i Bhutan, som har inviteret os til at komme ned og besøge hans land. Så vi sender fire grupper afsted i 2019, fortæller parret.