Gram: En såkaldt CT-skanning af en ca. ti millioner år gammelt næbhval fundet i havbunden i Gram Lergrav slår fast, at den "nye" næbhval på flere måder adskiller sig markant fra den såkaldte "mojn-hval", som er den eneste tidligere beskrevne næbhval fra Gram Lergrav.

Den nye næbhval havde færre og mindre tænder, men til gengæld havde den et meget kraftigt tungeben. Det tyder, at den har brugt en anden fangstmetode, nemlig at suge sit bytte ind i munden ved at lave et kraftigt undertryk i mundhulen, på samme måde som de fleste nulevende næbhvaler gør.

Fossilerne fra Gram Lergrav er meget skrøbelige, og når knoglerne ligger oven på hinanden, kan det være umuligt at få blotlagt alle dele af fossilet uden, at noget andet bliver beskadiget. For at sikre fossilet bedst muligt, for også at kunne se ind i selve fossilet, blev det bragt til Aarhus Universitetshospital, hvor det blev CT-skannet.

14 tænder og et tungeben

CT-skanningen viste blandt andet, at ud fra underkæbens størrelse kan man se, at den nye næbhval var væsentlig større, ca. 5,5 - 7,5 m lang, mens "Mojn-hvalen" kun var 4 - 4.5 m lang. Forskellene viser også, at den måde de to næbhvaler spiste på var meget forskellige. "Mojn-hvalen" fangede primært byttedyr som fisk eller blæksprutter med sine mange tænder. Forskellene i størrelse og fangstteknik har gjort, at disse to næbhvaler har kunne leve side om side i Gramhavet for ti millioner år siden uden at konkurrere om de samme byttedyr.

Bevaringen af fossilet er lidt usædvanlig, fordi der kun er meget få stumper af dyrets kranie tilbage. Det bevarede materiale består af en velbevaret underkæbe og tungeben, 14 tænder, kraniestumper, enkelte knogler fra luffen og et par ribben.