Farvel til Oggesen og Dickoh -og et gensyn med Mikael Uhre.
HADERSLEV: Superligaklubben SønderjyskE udlejede i efteråret 2014 Mikael Uhre til Skive IK i 1. division. Nu vender kompasnålen den anden vej igen, og ifølge sportschef Hans Jørgen Haysen har opholdet i Skive været et vigtigt og rigtigt skridt for den talentfulde angribers udvikling:
- Mikael Uhre har kontinuerligt fået spillet kampe på et godt niveau. Det har givet god mening, og han har med en del mål da også gjort det meget flot for Skive IK, siger sportschefen i en pressemeddelelse.
Nu har SønderjyskE skrevet kontrakt med Mikael Uhre for tre år.
SønderjyskE siger samtidigt farvel til to spillere, som ikke har fået forlænget deres kontrakter:
Andreas Oggesen har selv valgt, at han vil prøve sig af et andet sted, og det bliver også et farvel til Francis Dickoh, som kom til Sønderjyske i april på en korttidskontrakt. Ifølge pressemeddelelsen har Dickoh udført sin mission til punkt og prikke, men klubben vil gerne se, hvad der ellers er på markedet, forklarer Hans Jørgen Haysen. ahe